Henrik Ibsens skrifter

Hun har været sværmerisk religiøst
vakt i sin ungdom; halvt derfor men
også tildels af tilbøjelighed har hun ægtet
ham, det «glimrende geni», «det forlorne
subjekt». De kommer bort fra byen; han
«avancerer», blir tilslut amtmand, et mønster
for en embedsmand, en mønstermand i
alle henseender, også religiøs. De fik
en søn, derpå en til, som døde ganske
ung. Den ældste blev meget tidligt sat
i pension hos en prest og siden i en latin-
skole, fik sjelden komme i besøg hjem.
Amtmanden virkede højt agtet og æret i en
lang årrække; hun æredes som hans «gode
genius», der havde høstet herlige frugter af
sin højhjertede handlemåde. Så døde han;
der stiftes et legat for en stor del af den formue,
han efter sit giftermål uventet fa har fåt, og nu
skal dette monument indvies.

Her begynder stykket.